I år skulle det være jeg skulle prøve det. Kort og godt er det en udfordring går ud på, at lave en liste af 31 film og se dem løbet af oktober måned.
Der findes utallige af regler og setup omkring på nettet til, at lave sin liste. Jeg valgte at følge reglerne fra Letterboxd under navnet “Hoop-tober challenge” eller “The October Horror Movie Challenge”, med et ekstra tilføjelse:
- Der skal være 31 film.
- 5 forskellige årtier skal være repræsenteret.
- Der skal være enten 5 film fra 1 instruktør eller 3 film fra 2 instruktører.
- Der skal være film fra mindst 4 forskellige lande.
- Der skal være 16 film, som ikke er set før.
01. Prison [1987]
Renny Harlin kan bare et eller andet når han endelig får lov til at lege. Ja ja, nogle gange har han ikke lige heldet med sig, men Prison er et flot start. En meget ung Viggo Mortensen er med i en større rolle, som var Viggos anden film. I ekstra materialerne forklar faktisk den “kønne” stuntmand Kane Hodder(!), at allerede den gang ville og gjorde Viggo alle sine stunts selv, som han stadig aktiv gør i dag. At se filmen på blu-ray fra Scream Factory gør den er meget bedre end jeg huskede den.
02. Prince of Darkness [1987]
Kæft jeg elsker John’s musik! Alice Cooper \m/
03. White Zombie* [1932]
Det gode var den kun varede 1 time og fem minutter.
04. The Quiet Ones* [2014]
Hammer film, det brudte man ikke går galt i byen med. Jo, åbenbart til denne. Alt for nedtonet, grundet *indsæt selv bandeord ind her* PG-13 og alt for billige chok effekter. Den kunne havde meget bedre.
05. The Innocents* [1961]
Sort og hvid film holder især godt i 60’erne.
06. Black Sheep [2006]
En sværm af genspejlet får går amok på New Zealand? Ja tak.
07. Terror Train* [1980]
David Copperfield!? Alt det randen frem og tilbage er til at blive skør over. Mere af Jamie Lee Curtis. En ren 80′er-stemning og masser af slasher-nostalgi.
08. The Stendhal Syndrome* [1996]
Ikke den bedste af manden selv, men taget i betragtning af de seneste film, så ligger denne herlige psykologisk horror thriller i toppen. Masser af kunst, en smuk Asia og en liderlig Thomas Kretschmann.
Jeg så filmen på dvd fra On-Air, og efter havde set filmen beslutte jeg mig at smide den ud og anskaffet mig filmen på dvd fra Arrow i stedet for.
Bonus info: Det er den første italienske film til at anvende CGI. Ser ikke kønt ud nej, men det er det aldrig i Argento’s film.
09. The Lords of Salem [2012]
Jeg har altid nydt Rob Zombie’s musik og musikvideoer, og han er min yndlings gyserfilm instruktør, der med sit visuelle tilgang og syge tanker til tingene gør fundamentet er lagt og kakkelovnen er fyret op til splat, rædsel eller suspense. Filmen er lavet på lav budget og det begrænser ham ikke, tværtimod, det gør ham endnu bedre til at være kreativ. Skuespillerne gør det rigtigt godt, billedsiden er vildt lækkert med en atmosfære der er en fryd for øjnene og ørene. Især lyden fra den mystiske LP fra The Lords – scary shit!
10. Friday the 13th [1980]
Tilbage til 80’erne, med en genåbning af “Camp Blood”, en lokal tosse, en ung bacon på spid og en sur mor. Filmen er stadig solid og holder stadigvæk.
11. The Eye* [2002]
Jeg så remaket for laaang tid siden som lykkeligt er glemt. Derfor var dejligt at endelig kunne se originalen for første gang. Mine forventninger var måske lidt for høje grundet alt snakket/hype om den og dens syrede dvd cover, men alt i alt havde den et par aha-oplevlelser, samt en god slutning.
12. The Exorcist [1973]
Altid en sikker vinder. Selvom jeg har set filmen nogle gange nu, så er den ikke blevet for gammel og kedelig. Kanon opbyggelse af historien, musikken går under ens hud og effekterne er stadig skræmmende og flotte.
13. Cure* [1997]
Hold da op, sikken oplevelse! Hvad var det lige det jeg var vidne til?..
Vertigo, Lawrence of Arabia, Ben-Hur, Akira, Hunger og The Grand Budapest Hotel er nogle af de “best of the best” af ikke-set-før-film i år! Uden tvivl at Cure er i samme liga, med dens hypnotiserende, mystiske og spændingsfyldt “rejse” sammen med den ustabile psykiatriske student, der kan bringe enhver forhørslederens pis i kog. Instruktøren Kiyoshi Kurosawa har flettet denne film perfekt sammen fra start til slut med en masse dejlige detaljer, og endnu bedre, han leverer ikke slutningen på et sølvfad, men lader det være op til den enkelte seerer til at tænke. Det giver filmen dens styrke; “Hvad fanden var det skete, var det den, hende, ham eller dem der…”?
Da rulleteksterne kom frem efter filmen var færdig, tog jeg hurtigt remoten og så de sidste 10 minutter igen par gange, hvor jeg derefter startede filmen forfra. Jeg nåede at se ca. en halv time, hvor jeg tilfældigvis så på uret og klokken var langt over midnat. Øv bøv. Cure SKAL hurtigst muligt ses igen, og denne gang skal jeg ha’ par venner med over til at se den!
14. Martin* [1976]
George A. Romero med en ikke-zombie film? Jo jo, han har bevist før at det hele behøves ikke være med zombier og stadigvæk kunne lave en god film, dette er heller ikke en undtagelse. Jeg købte Arrow’s dvd-udgave af Martin, som indeholder hele 3 forskellige versioner – widescreen, fullscreen og en italiensk udgave, hvor Dario Argento har været indover og brugt musik fra bandet Goblin. Jeg valgte fullscreen (der er out of sync med lyden, øv!) og skal helt sikkert se italienske udgave næste gang.
Filmen Martin er faktisk en spændende film, der er helt nede på jorden og følger en meget troværdig ung mand, der enten er psykisk syg eller rent faktisk er en vampyr, eller Nosferatu, som det bliver sagt i filmen af hans onkel. Med Romero’s øje for film og Tom Savini øje for specialeffekter, gør historien og billedet til en overbevisende film.
15. In the Mouth of Madness [1994]
Wooohuu, John Carpenter igen! Denne gang kunne jeg endelig se filmen i HD, og tak skal du ha’ det ser og lyder bare godt. Carpenter går all-in på alle sine kendetegn, atmosfære og starter filmen hurtigt og holder ingen pauser i denne meta marathon. Jeg elsker at se Sam Neill når han bevæger sig indenfor horror-genre, han giver altid det ekstra der gør, at karakteren virker troværdig og seriøs. Filmen er stadig dejlig creepy ligesom effekterne, som stadig er et fryd at se på. Ja, der er sikkert nogle der ikke synes om filmen, men jeg elsker den, for John Carpenter’s arbejde i denne er noget der rammer perfekt.
Sidst jeg så filmen, som var første gang, gav jeg den 4½ ud af 5. At give denne fuld hus nu er takket af blu-ray’en, der giver det ekstra på billed- og lydsiden.
16. The Living Dead at Manchester Morgue* [1974]
Tid til den første zombiefilm på listen. Ville ønske at jeg havde anskaffet mig den på blu-ray i stedet for R2 dvd-udgaven fra Anchor Bay. Undertekster ville havde hjulpet lidt på at forstå, hvad der blev mumlet løbet af filmen.
Nuvel, det var alligevel fedt at endelig at se filmen, en anderledes zombiefilm, der har en langsom start, underlige og mærkelige scener, men får en fed stemning og fede zombie attacks når filmen endelig får en saltvandsindsprøjtning.
17. The Pact* [2012]
Jeg kan rolig sige at The Pact, der er bevidst forbigået flere gange på Netflix, er en film jeg normalt aldrig vil se, da den virkede som en af de mange samlebånds gyser der bliver lavet. Da jeg var i gang med lave listen her stødte jeg på filmen, bl.a. inde Sørensen Exploitation Cinema Forum og opdagede at den faktisk var nr. 3 på SEC’s top 10 af bedste horror-film i 2012.
Må erkende at jeg havde taget fejl, filmen er ikke en samlebåndsfilm, men derimod en frisk lussing til Hollywood og viser at man godt lave en billig film og stadigvæk være effektivt. Der er en del billige chokeffekter, manuskriptet er lidt usammenhængende og kunne være bedre, Casper Van Dien spiller sig selv. Her spiller Haley Hudson noget mere overbevisende! Men filmen er stemningsfuld og interessant hele vejen, det er højst sandsynligt fordi jeg kun havde læst om den fra den omtalte top 10 liste og ikke set hele traileren, da den hurtigt virkede som om den ville afsløre det meste.
18. Braindead [1992]
Så er vi tilbage til en omgang splat med rigeligt blod. Peter Jackson skal snart til at komme ned fra de høje skyer med de store CGI-film og prøve grave lidt i low-budget gyser igen. Må sgu tag hatten af for denne blodige og morsomme herlighed, for selv efter flere gange i maskinen formår den stadig, at gøre ens aften lidt bedre og sjovere.
19. The House by the Cemetery* [1981]
Jeg elsker Lucio Fulci’s zombiefilm “Zombi 2” og generelt set bare Fulci’s fantastiske gore-effekt arbejde. Som sædvanlig, var historien i denne film heller ikke særligt meget sammenhængende – det var jeg lidt forberedt på, og ventede i stedet for spændt på det næste knivhug, eller hvad den halvrådden hånd nu hiver fat i. Filmen har dejlige nasty scener, især scenerne i kælderen er særdeles overbevisende flot lavet og noget af det bedste i filmen.
Hvis filmen kom op på det store lærred igen en skønne dag, skal jeg helt sikkert se den.
20. Satan’s Little Helper* [2004]
I min søgende efter en ikke-set-før film til listen, poppede titlen Satan’s Little Helper op nogle gange på flere hjemmesider og virkede som et godt valg til listen – især dens cover så ret spændende ud og det er en Jeff Lieberman’s film. Dagen kom hvor filmen skulle ses, jeg fyrede op for Roku’en, derefter Netflix og trykkede på play…
Mit første indtryk af filmens første 10-15 minutter var… ikke godt. Filmens budget var ikke særligt stort og det kan man tydeligt se med filmes hjemmevideo/tv-filmagtige kvalitet, samt skuespillet ikke var det bedste og drengen er mildest talt irriterende. Inderst inde havde jeg bare lyst til at trykke på stop, og det var en stor fortrydelse at jeg havde valgt denne halloween-film til min liste! Men…
Jeg er glad for jeg ikke slukkede for det og fortsatte med at se filmen. For den bliver faktisk utroligt underholdende når vi møder og følger Satan Man (en satan-lignende udklædt og ikke-talende seriemorder), der er morsom med sort humor gør, at situationerne passer ret godt sammen med den lille uvidende og godtroende knægt.
Satan’s Little Helper passer godt til en halloween aften, ikke på grund af splat og rædsel, men mere som en alternativ lille sort humor gyserkomedie. Lad dig ikke snyde af karaktererne, for hvis det ikke havde været for det geniale indlæg fra Satan Man, så ville filmen kun havde fået en halv stjerne ud af fem.
21. Poltergeist [1982]
Ahh, så er vi tilbage til en velkendt gyser der heller ikke går af mode, ligesom The Exorcist, selvom Poltergeist ca. 9 år yngre. Tobe Hooper med støtte fra Steven Spielberg, gør denne familiefilm til en perfekt historie med troværdige roller, gys, overnaturlige kræfter og stadig holdbart effekter, som en rendyrkede 80’er gyserfilm. Love it!
22. Opera* [1987]
Med lynets hast vender jeg frygteligt tilbage til en Dario Argento-film. Denne gang med opera. Jeg hader operamusik, og med Argento’s listige eller hastige kameraføringer og sin sammensætning af musik, er jeg dog meget tillidsfuld. Med min nyindkøbte Arrow dvd valgte jeg at se den internationale udgave, der havde en overraskende god billedkvalitet.
Positivt overrasket var jeg over Opera, der igen viser Argento fra sin bedste side. Jo, filmen har nogle skavanker lidt med plottet og en den tvivlsomme slutning, men det afskrækker mig ikke at give den det karakter som jeg har, for filmen ligger godt i blandt de allerbedste værker før denne, hvor bagefter slutter showet også med et brag. Dog har vi lige par afstikker der viser Argento kan lidt endnu med den sådan-okay Argento’s halvdel i “Two Evil Eyes” og den fremragende og syret “The Stendhal Syndrome”.
23. The Battery* [2012]
Jeg hørte første gang om filmen da Scream Factory udgav filmen på blu-ray, og den virkede som en “pæn” version af en zombiefilm, da jeg så traileren. Heldigvis for mig er filmen på Hulu, hvilken var det oplagt mulighed for at se hvad det var.
The Battery er faktisk ikke så tosset igen. Den viser meget godt, at en zombie apocalypse-film behøves ikke have store armbevægelser for at være en god film. Filmen er helt nede ved jorden, hvor vi følger disse to venner der tager fra hus til bil til hus for at skaffe sig forsyninger. Undervejss møder de langsomme zombier, der hurtigt bliver slået ned med et baseballbat eller bliver skudt ned. Oversagen til alt dette er sket får vi ikke at vide, hvilken er okay, for man behøves ikke skam fortælle alt hvorfor det og hvorfor det. Filmen indeholder også underholdende scener med humor og alvor, hvor begge kommer ud for nogle pinlige og sjove situationer.
24. Ju-on [2002]
Det gik lige op for mig da jeg skulle til at se den nye indkøbte dvd, at faktisk er der også er 2 tv-udgaver af Ju-On, der kom før denne. Om de er gode eller ej ved jeg ikke, men de havde været mere oplagt at have på listen i stedet for denne. Nå, men Ju-On (The Grudge) var nu alligevel en herlig gensyn, og blev liiidt mere uhyggeligere hvor nu man har anskaffet sig hifi-udstyr. Lydbilledet er virkeligt effektivt lavet af Takashi Shimizu og er pisse skummelt at sidde i mørket og se Kayako “knogle-brækkende” kravle ned af trappen, eller er under dynen, i badet eller bare bøjer sig over sengen, hvor man prøver på at sove. Ret ufedt, men effektivt!
25. Scream [1996]
Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har set Scream siden jeg så den i biografen, ligesom de fleste herinde sikkert. Wes Craven er stærkt tilbage ind i varmen med ghostface og store køkkenknive render efter de unge teenager i bedste 90’er stil, der utroligt nok, så dur holdbarhedsdatoen stadig efter de 18 år…. Puha, man er ved at være gammel.
26. The Changeling* [1980]
Selvom jeg ser mange film, så støder jeg tit på ligegyldige, kedelige og uinteressante film, specielt i gysergenren. Men nogle gange støder jeg også på guldet, en film der gør ens dag/aften noget bedre, en fantastisk filmoplevelse. Det sker og der findes ikke noget bedre end det når man ser film. De sidste ikke-sete-før gyserfilm, som jeg lige kan huske jeg har set i år der netop havde dette var, The Tenant, Blue Velvet og We Need to Talk About Kevin.
The Changeling har netop de alle kvaliteterne, som manuskriptet, skuespillet, lydbilledet og skummelt setups med produktion designet. Filmen fangede mig hurtig og var en fornøjelse at endelig se den.
27. The Bird with the Crystal Plumage* [1970]
Ved galleri-scenen i starten af filmen, fik jeg pludselig en underlige følelse af jeg havde set filmen før. Men er ret sikker på at det havde jeg ikke, og det fik jeg også bekræftet, da jeg kom længere ind i filmen. Underligt, men det er nok fordi jeg tænkte Deep Red eller en anden Dario Argento film måske.
Det var dejligt at jeg endelig kunne pakke min Arrow limited edition blu-ray op og smide skiven i maskinen.
Det er Argento’s debutfilm og faktisk en ret mild af en Argento film, fortil hvad han senere hen får snittet sammen, hvis vi tænker på de hidsige kameraføringer, scenografi, blod og gore. Det gør den bestemt ikke dårligere stillet som sådan, for filmen er stemningsfuld og har suspens, der er en god begyndelse på giallo genren. Som debutfilm må jeg sige det er rigtigt flot start for Argento! Bare en skam det ikke fortsatte sådan!
28. The Fog [1980]
Tyvstartede med en Carpenter, efter jeg så den første film på listen, Prison, ups… Men siger bare lidt om, hvor god han var in the old days.
29. Motel Hell* [1980] -> Prom Night* [1980]
Det blev ikke til Motel Hell alligevel, jeg nåede aldrig at købe filmen inden det var for sent. I stedet for havde jeg købt en canadiske slasherfilm på blu-ray fra Synapse inde på SEC forum. Det var en film jeg aldrig set, så tænkte, hvorfor ikke. Filmen er selvfølgelig Prom Night – endnu en Jamie Lee Curtis film, mums.. 
Filmen ser rigtigt godt ud på blu-ray, hvis man sammenligner de andre formater. Handlingen kræver dog en vis tålmodighed, inden der kommer lidt fut i sagerne. Generelt var det underligt at se Leslie Nielsen i en slasherfilm med diskomusik, som Jamie Lee Curtis svinger rundt til, mens en dum-pap med monobryn og grimme tænder står i baggrunden. Alligevel formår filmen være okay underholdende slasher, med interessante og sjove scener – Jo filmen prøver ihærdigt at skjule hvem morderen er, men det er nu ikke så svært at tag et gæt og få ret i slutningen.
30. Trick ‘r Treat [2009]
At det gense Trick ‘r Treat i en Halloween uge i stedet for en almindelig aften, gør filmen meget bedre end den var i forvejen. Positivt overrasket. Den er virkeligt godt skruet sammen med historien der har en fantastisk halloween-tema, samt filmens billedstil er særdeles lækker. Jeg ønsker virkeligt der på et tidspunkt kommer en fortsættelse i samme kaliber.
Ligesom Argento’s debutfilm var på højt niveau, det samme kan det siges om Michael Dougherthy. Tror faktisk, at jeg vil sige så meget, at Trick ‘r Treat er den bedste halloween-film jeg har set.
31. Halloween [1978]
Fanen var højt efter Trick ‘r Treat, kunne denne klassiker stadig være med i kampen? Svaret er ja, den kan stadigvæk. Og denne gang kunne jeg se filmen på blu-ray fra den nye Halloween boks, som var en ren fornøjelse og fryd at se. Handlingen er langsom, nervepirrende og man venter bare på Michael svinger sværdet, eller den meget store køkkenkniv. Det kan godt være den er langsom i optræk, men John Carpenter’s forrygende arbejde bag kameraet og musikken gør hele det værd.
De hurtige statistikker:
- Der er hele syv forskellige årtier: 30erne, 60erne, 70erne, 80erne, 90erne, 00erne, 10erne.
- Der er tre film fra min. to instruktører: Argento: 3 stk. og John Carpenter: 4 stk.
- Der er film fra: USA, Italien, New Zealand, Japan og Canada
- Jeg har set 13/31, dem der ikke er set mærket med *.
